Pilotprojekt Hillerslev

27. februar 2025

Thisted Varmeforsyning vil reducere varmetabet med hjælp fra forbrugerne

 

Thisted Varmeforsyning vil gøre en ekstra indsats for at sikre en billigere varmeløsning og spare på energien ved aktivt at involvere forbrugerne. Forsøget starter i Hillerslev.

For at kunne udnytte energien bedst muligt skal forbrugernes varmeinstallationer være i orden. Hvis en varmeinstallation ikke fungerer som den skal, kan det resultere i, at temperaturen på det vand der sendes retur til forsyningen, er for højt. For høje returløbstemperaturer er tegn på, at fjernvarmevandet ikke har afgivet varme nok til huset, og den dårlige afkøling medfører et øget varmetab i ledningsnettet. Et tab man i sidste ende ser på forbrugerens varmeregning.

Hos Thisted Varmeforsyning vil vi altid gerne levere den billigste varme til vores forbrugere samt sikre, at vi udnytter energien bedst muligt – og vi har brug for forbrugernes hjælp til at lykkes med det.

 

Data bruges til at optimering

Ved hjælp af data fra fjernaflæste målere kan Thisted Varmeforsyning finde frem til de installationer, der kan være fejlindstillet, mangler en justering eller eventuelt er i stykker og derfor ikke udnytter energien optimalt. Hvis målerdata indikerer utilstrækkelig afkøling, vil ejeren af måleren blive kontaktet med opfordring til at søge rådgivning om, hvordan de kan optimere deres installation.

Den nye service er et samarbejde med den danske producent af systemløsninger til intelligent energimåling, Kamstrup. Kamstrup er ekspert i at optimere fjernvarmenettet gennem forbrugsdata og generelt udnytte data til at supporte fjernvarmeforsyninger med den grønne omstilling.



Forbrugerne bliver kontaktet

Forbrugere, der har en varmeinstallation med muligheder for forbedringer og besparelser, vil blive kontaktet via e-Boks, e-mail eller brev – de første forbrugere vil blive kontaktet i marts måned. I beskeden anbefales det at få gennemgået fjernvarmeanlægget og finde fejl eller mangler for at kunne nedbringe temperaturen. Det er forbrugernes ansvar, at deres installation fungerer korrekt, men det vil være frivilligt om man vælger at hyre en VVS'er til at se på installationen.

Thisted Varmeforsyning håber, at mange forbrugere vil benytte sig af denne mulighed.

//